mandag den 14. november 2011

Denne blog er på hold i disse tider

Jeg åbner butikken igen, når der er en god anledning til det :-)

onsdag den 10. februar 2010

kære kursister;

på kursusgang 2 og 3 er I blevet præsenteret for en række værktøjer. På kursusgang 4 skal I
arbejde videre med podcast som hovedområde. I denne omgang adresserer vi et produktions og et refleksionsniveau. Næste gang tager vi også hul på vejlederniveauet (når kursusgang 4 har været afviklet).

Alle skal vælge en af følgende muligheder som er beskrevet nedenfor:
I kan besvare en opgave individuelt eller i jeres gruppe (det skal I aftale i gruppen). Hvis du vælger den individuelle opgave, har du to muligheder (du behøver kun vælge den ene af de to). Opgaverne lyder:

Individuel opgave A:
I kommentarfeltet til dette indlæg på min blog skal du lave en kommentar, der indeholder følgende overvejelser:Fortæl om et værktøj som særligt inspirerede dig
Hvorfor valgte du dette?Hvad kan det/hvad kan det ikke opfylde af de behov, du har?
Giv et kort rids af et undervisningsforløb hvori værktøjet indgår og argumenter for din måde at bruge det på (hvad er målet med undervisningsforløbet og delmål hvori værktøjet indgår)
Læs desuden kommentaropgaverne fra de andre, der har valgt samme opgave for inspiration.
(jeg har lavet denne mulighed så de af jer, der stadig oplever problemer med g-mail kan skrive en kommentar som 'anonym' - alle kan altså deltage blot ved at trykke på 'kommentarer' efter dette blogindlæg! Husk når I har skrevet jeres indlæg at udfylde bogstavkodefeltet samt at vælge muligheden 'anonym')

Individuel opgave B:
Her skal du producere et e-læringsobjekt ved hjælp af et eller flere af de værktøjer, der har været arbejdet med i kursusgang 2 og 3. Du skal desuden forklare hvordan det indgår i undervisningen og hvad du mener, det læringsmæssigt kan bidrage med.
Fremlæg kort dit e-læringsobjekt og dine tanker herom på næste kursusgang for resten af holdet.

Gruppeopgave:
På en af de (gruppe)blogs, som I har oprettet skal I diskutere noget af indholdet på de to kursusgange didaktisk. I får i gruppen en rolle hver (den vælger I selv – hvis I kun er tre, udgår den sidste rolle som kommentator, hvis I er flere end fire, er der flere, der optræder som kommentatorer) – kommentatorer og moderator må kun lave kommentarer – de to andre skal lave deres part som indlæg:

Præsentator - hvis rolle er at skrive og præsentere en problemstilling inden for emnet – at starte processen op med relevant indhold. Her skal findes en eller flere ressourcer fra nettet til at underbygge eller inspirere.

Opponent - hvis rolle er at skrive et slags modindlæg, der problematiserer præsentatorens initierende indlæg og dermed kickstarter en diskussionen. Opponenten skal ligeledes finde ressourcer på nettet til at underbygge det diskuterede.

Moderator - hvis rolle er at supportere og sammenkæde diskussionen på platformen. Moderatoren skal ved hjælp af kommentarer holde liv i diskussionen, opmuntre ”lurkere” til at komme på banen og endelig opsummere hele diskussionstråden i et sidste indlæg.

Kommentator - hvis opgave er at deltage i diskussionen som almindelig deltager og medvirke til den kollaborative knowledge building. Som almindelig kommentator deltager man ikke kun i sin egen gruppes diskussionstråd, men bevæger sig også ind med bidrag i de andre gruppediskussioner.

I må herefter – hvis det er praktisk muligt – gerne invitere kolleger, kursusdeltagere mv. til at deltage også.

Præsenter jeres arbejde for hele holdet næste kursusgang – og kommenter på forløbet og de forskellige roller (hvad fungerede og hvad fungerede eventuelt ikke)

torsdag den 14. januar 2010

Blog om Blogs

Kære alle kursusdeltagere, superbrugere og it-vejledere (kært barn…) på kursus i denne tid! Velkommen til netbaseringen!

Så er vi igennem det første forløb – med blogs – og jeg har været inde og lurke i fronter og set de forskellige resultater af tirsdag og onsdag. Som nok alle kan slutte op om, er der mange måder at komme i gang og videre på. Det er jo netop det spændende ved brugergenerede værktøjer – at man er sit eget design Denne del af kursusforløbet – den såkaldt ”netbaserede del” vil undervejs forsøge at sætte fokus på målet med forløbet, nemlig et kollegavejledningsperspektiv. Jeg har arbejdet meget med kollegavejledning både i UCC og i UCSJ (indenfor folkeskolelærernes efteruddannelse). Delen her er ikke teoretisk i betydningen læsning af bøger, så det skal vi ikke, men oplysningen fra før er til de, der gerne vil det – så henvender man sig bare! Indtil videre gemmer jeg mig ’up there’ men vi ses også f2f, da jeg har fået mulighed for at varetage wiki-delen af kurset medio marts.

De netbaserede – og i tilfældet med blogs – asynkrone, netbaserede diskussioner, jeg nu sætter i gang forudsætter stringens, klar struktur og deadlines - så derfor iler jeg med at undskylde skolemesterfaconen nedenfor :-)

Næste kursusgang er 26+27 januar og vi skal inden have arbejdet med de didaktiske og vejledningsmæssige områder omkring blogs. Dette gør vi på følgende måde og ud fra følgende tidsplan.


På fronter har I lagt links til jeres blogs via fronterstien:[Navigationssti: Superbrugerkursus primo 2010 > Arkiv > 01-Blogs > Blogroll (vores egne blogs)]

Hvis ikke alle har gjort det, bedes I gøre det med det samme! Her har vi altså en oversigt over alles blogprodukter. Jeg har valgt at lade vores diskussioner forgå i de enkelte blogs for at fortsætte med arbejdet, der er startet dér og for at tage dette værktøjs muligheder og begrænsninger alvorligt.

Når I mødes på næste kursusgang, er mit forslag, at I bruger en smule tid i starten af dagen på at vende f2f, hvad der har foregået på jeres blogs mellem de to kursusgange. Overskriften for denne diskussion er ”Hvad kendetegner et godt blogindlæg – og hvad kendetegner en god kommentar?”

Følgende blog-opgaver adresserer de to niveauer, vi hele tiden har i fokus i forløbet; de didaktiske potentialer i et værktøj samt vejledervinklen.

Hver deltager/gruppe skal inden 18/01 have lavet et indlæg på sin/deres blog, der adresser minimum 3 af nedenstående problematikker (afhængig af, hvilke af opgaverne man kaster sig over, kan det være at der skal produceres flere indlæg):

/Hvad er et godt blogindlæg?

/Hvordan kan man vurdere det?

/Hvordan kan blogs fungere som evalueringsværktøj i undervisning? Giv eksempler.

/Et afsnit om, hvordan blogs kan indgå som en del af et kortere undervisningsforløb i en specifik professionsuddannelse (herunder en diskussion af roller og videndelingsmuligheder)
/Et afsnit om, hvordan ’den erfarne blogger’ (det er dig!) kan vejlede en kollega omkring at komme i gang med at bruge blogs i sin undervisning. Hvad vil du fokusere på, hvad er vigtigt at diskutere på baggrund af de erfaringer, du selv har gjort dig? Hvad skal din kollega have fokus på inden vedkommende går i gang med at planlægge et undervisningsforløb, hvori blogs indgår som en del?

/Et afsnit, der adresserer udfordringer/muligheder og faldgruber/problemer med brugen af blogs i undervisningen – hvordan løses disse? Hvordan undgås de fremover (hvordan skal man tilrettelægge på den bedste måde?)

/Et (kort?) afsnit, hvor du argumenterer hvor blogs kunne være særlig velegnet til undervisningsbrug i en professionsuddannelse (salgstale forud for påbegyndelsen af et udviklingsarbejde om blogs på din institution)

/Diskuter problematikkerne fra denne ressource på din blog.

I perioden mellem 18/01 og 22/01 skal hver deltager producere minimum tre kommentarer på en af de blogs fra listen i fronter (ja, jeg anbefaler altså at I læser alles indlæg – det giver inspiration). De tre kommentarer skal forholde sig konkret til det indhold, der er præsenteret i indlægget. Kommentaren skal desuden indeholde et link af relevans for diskussionen som inspiration for andre læsere. En af de tre kommentarer må gerne være en kommentar til en kommentar.

TIDSTABEL:
18/01: Der er produceret et indlæg på deltagerens/gruppens blog
22/01: Der er produceret 3 kommentarer fra hver af deltagerne
26/27/01: Morgendiskussion:
”Hvad kendetegner et godt blogindlæg – og hvad kendetegner en god kommentar?”


Mange hilsner fra

René

mandag den 29. september 2008

er DESIGN det nye?


Didaktisk design svæver - mere eller mindre - ubemærket ind som nyt begreb i forhold til it-pædagogik. Begrebet er ganske nyt og de, der benytter begrebet italesætter det som et 'udvidet didaktikbegreb' idet de hævder at medtage en række andre og nye elementer med i forhold til planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisning. Argumentationen har udgangspunkt i undervisning med og om nye, digitale medier. Den svenske professor Staffan Selander er en af personerne, det kan være værd at følge. Han har formuleret det teoretiske fundament for didaktisk design, der er udgivet i on-line magasinet "Designs for Learning".

Det er endnu lidt uklart om denne nye 'gruppe' kan enes om et ens læringsbegreb. Kort fortalt har didaktisk design-orienteringen et meget bredt fokus på planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisning idet arbejdet med nye medier fordrer at man indtænker flere og nye fokuspunkter end ved konventionel undervisning. At man ej heller blot kan 'digitalisere' analog undervisning (som flere steder har været et credo i undervisningssystemet) og nå et tilfredsstillende resultat har måske med dette begreb fået sat en dagsorden. Hvis det er tilfældet er det i hvertfald på høje tid.

mandag den 15. september 2008

WATCH OUT FOR THE DARK SIDE!!!

WEB-LOGS eller i daglig tale BLOGs er af forskellige (fortrinsvis amerikanske medieforskere blevet kaldt den største demokratiseringsmulighed i menneskehedens historie. Alle kan skrive alt til alle tider - med alle som publikum eller deltagere. Det er en mulighed, vi bør hylde - det er jeg bestemt tilhænger af. I kølvandet på denne demokratisering gemmer sig dog en djævelsk mulighed for at - på ægte postmodernistisk facon - at gøre alle meninger lige gode. Når ALLE har en stemme og lige mulighed for at ytre, så bliver alle ens. Amerikaneren Andrew Keen har skrevet bogen 'the Cult of the Amateur' og heri viser han en række - ganske groteske - eksempler på, hvordan viden nivelleres og nærmest latterliggøres i alsidighedens navn. Han viser, hvorledes eksperters forskningsunderbyggede udsagn lanceres blot som enhver anden stemme ved siden af den ene 'maddening maniac' next door. Det er faktisk ret skræmmende. I virkeligheden - i min optik - langt mere skræmmende end al den virksomhed, hvor folk giver sig ud for at være nogle andre end dem, de siger, de er. Den slags kan man nok lære at værne sig for. Den virkelige fare på nettet er, at det bliver sværere og sværere at se det rigtige udsagn for bare idiotier, som enhver kan have skrevet i et momentant anfald af det ene eller det andet. Keens pointe er at det simpelthen undergraver hele kulturen, som vi kender den: Truth is the very foundation of any community" som han skriver. Bogen er meget anbefalelsesværdig og et ndøvendigt redskab i udviklingen af en net-etik, vil jeg mene. Læs mere her - og lad mig slutte af med et bastant citat, som bogen er fuld af "A lie can make its way around the world before the truth has the chance to put its boots on". Jeg tænker på et andet fra en gammel sang "you can't stop the world - and you can't get of". Vi er alle en del af denne problematik, der ikke stopper. I de samme øjeblikke som internettet er med til at skabe åbenhed, vej til demokrati og øget viden mange steder i verden (hvad sker der, når alle sider bliver tilgængelige for kineserne?) sker der er en modsatrettet tendens, hvor vi begraver vores kultur og viden i en gigantisk digital skraldespand i form af alle mulige og især umulige holdniner og idéer om det ene og det andet, som flyde rundt og formerer sig eksplosivt? Svaret blafrer på web'en ganske givet - men vi er med til at forme det. Det virkelig ironiske er, at jeg med disse linier deltager i den krig - på hvilken side, skal nok stå som et åbent spørgsmål

Hallo? Sker der noget


et EU-projekt vil i efteråret (november 2008)  starte med at tilbyde europæisk litteratur på nettet, altså digitalt. Det er et spændende projekt, der sætter lidt fokus på min tese om at internettet indholdet mulighederne for et paradigmeskifte lig Gutenberg og bogtrykkerkunsten for 500 år siden. Fælles for dengang og nu, er at vi står på tærsklen til noget, vi ved med rimelig sikkerhed, vil kunne vokse - og vokse sig så stort, at det vil kunne forandre verden. Godt hjulpet til at nye brugergenererede værktøjer på nettet, har viden (og usandheder forresten også) mulighed for at sprede sig i et 'hidtil uhørt tempo' som også kunne siges om videnseksplosionen på Gutenbergs tid. Hold øje med siden her - den går for alvor i luften til november. Bemærk at gamle Gutenberg er overhalet båden indenom og udenom. Der vil ikke kun være tale om digitale bøger, men lyde, billeder, malerier, aviser mv. "Hvad vi ved om vores samfund, ja, om den verden, vi lever i, ved vi fra massemedierne" skrev den tyske sociolog Niklas Luhmann tilbage i 1996. Det var en sandhed med tiden foran sig. Jeg har længe være inspireret af Manuel Castells' tanker om at det virtuelle også er virkeligt - og altså ikke kun kan forstås som virtuelt. Der er en masse tiltag igang over hele kloden. Der blogges, scannes, koodineres og perspektiveres. Det er nærmest naivt at forestille sig at bægeret ikke på gæte Kuhnsk facon flyder over - og mere end den sidste dråbe flyder ud. Jeg er sikker på nettets muligheder ikke engang er begyndt at materialisere sig for vores fingre, øjne og bevidsthed. More to come? YES....most certainly!

onsdag den 10. september 2008

Hvorfor gyser vi? Det har vi altid gjort!




Det kan der være mange grunde til. Ny forskning peger på, at vi er genetisk disponeret i retning af altid at være på vagt. Livet på savannen i Afrika ar ingen dans på roser. Et konstant biologisk alarmberedskab har været en helt central nødvendighed, hvis vi uden kløer, uden så meget muskelmasse ragede blinde rundt om natten. Vi farer op over den mindste lyd - selv i 2008 hvor begrebet 'farer' antager en noget anden plads end for 50.000 år siden, da Homo Sapiens forlod det Afrikanske kontinent. Hør hvorfor The Blair Witch Project er meget mere uhyggelig end Hellraiser, Evil Dead eller andre 'klassiskere'. Igen er det den spændende journalist Lone Frank, der er på banen. Se udsendelsen (DR2) her og sig goddag til Darwin og for altid farvel til Freud (det var da dæleme også på tide!)

Børn lærer bedre på PC'en


Et længe ventet arbejde fra DPU-professor Birgitte Holm Sørensen har endelig materialiseret sig. Det er et projekt, der har hentet empiri i Gentofte Kommune. 


Rapportens konklusioner er meget spændende - du kan læse dem her.